Der kan være mange gode grunde til, at det ikke længere er “så yndigt at følges ad”: Manglende intimitet, for mange skænderier, en følelse af ensomhed, selvom I er to, svigerfamilien fylder for meget, eksen fylder for meget, jalousi, utroskab, sygdom, stress eller truende skilsmisse.
Mange par vælger desværre først terapi som den sidste løsning, hvilket er ærgerligt, da uoverensstemmelserne ofte bunder i manglende forståelse for hinandens bagvedliggende årsager. Oftest vil der efter få terapier være åbnet for en større forståelse for hinanden og dermed en helt anden kontakt mellem jer som par.
Særligt mænd møder op den første gang med hælene lidt i jorden og med tanker om nu at skulle stå på skud for to kvinder. Det er mit ansvar, og jeg vil gøre mit ypperste for, at I begge to føler jer trygge, får taletid og bliver hørt. Det kan betyde, at jeg er nødt til at afbryde jer.
I er kommet til terapien med ønsket om, at der skal ske noget anderledes. Og så er det min opgave at sørge for at bryde det mønster, I plejer at falde i, og som udløser den evindelige pingpong af “du er altid og du gør aldrig”.
